Kom og oplev en unik smagsoplevelse hos Radius Distillery. Vi giver dig en grundig rundvisning i destilleriet i den gamle hestestald på Oremandsgaard gods. Her vil vi fortælle om hvordan vi producerer vores spiritus - som destilleres med videnskabelig præcision i de to tyske kobberkedler. Vores gin er minimalistisk i sin ingrediensliste, men desto mere kompleks i smagen, som du vil opdage, når du smager på vores forskellige varianter.
Du vil også besøge vores fadloft, hvor vi lagrer vores Æblebrandy og Whisky på rom-, bourbon- og sherryfade, og opleve hvordan tiden har påvirket smagen. Alt dette i de smukke omgivelser af det historiske Oremandsgaard gods. Kom og oplev Radius Distillery.
Hos Radius laver vi gin, som i moderne sammenhæng med rette kan betragtes som minimalistisk, i hvert fald når det gælder ingredienslisten. Du finder ikke 30-40 obskure botanicals, men en god håndfuld nøje udvalgte ingredienser, der ofte tager udgangspunkt i æblet. Især Oremandsgaards eget æble, Hage-æblet.
Udover at bruge æbler fra godsets gamle æblelund, har vi i 2019 plantet flere end 3.000 økologiske æbletræer med 17 gamle sorter fra Sydsjælland. Æblerne bruges ikke kun til gin, men også æblebrandy, som lagres på rom-, bourbon- og sherryfade.
På fadloftet ligger også Oremandsgaards spæde whisky og modner. Godset har siden 1800-tallet dyrket byg til malt - Whisky var derfor en oplagt udvidelse. Selv vandet kommer fra egen kilde.